Gå til hovedindhold

Verdens største Teaterfestival 2.0

Teatercentrum står bag verdens største teaterfestival for børn og unge. Opgaven var enkel på papiret – og krævende i virkeligheden:
Skab et nyt navn og en visuel identitet, der kan skifte form år for år – uden at miste sin rygrad.

Løsningen blev et fleksibelt identitetssystem: få elementer, mange kombinationer. Et grafisk sprog, der kan spille på alle scener – fra plakat til SoMe, fra program til wayfinding.

Klar, parat… klap!

Vi tog afsæt i Teatercentrums eksisterende logoelementer og byggede et identitetssystem som byggeklodser: enkelt at bruge, svært at slide op.
Det betyder, at festivalen kan have et nyt udtryk hvert år – men stadig føles som den samme festival, bare i nyt kostume.

Det gamle navn Aprilfestival beskrev mest kalenderen – ikke oplevelsen. Derfor kørte vi en navneproces med medarbejdere og interessenter, hvor vi arbejdede med:

  • kriterier for det gode navn
  • idéudvikling med masser af retninger
  • test på målgrupper
  • visualisering og “hvordan føles det i munden?”

Navnet blev KLAP: en lille lyd med stor effekt. Et navn, der både peger på teaterets applaus – og festivalens energi.

“Det var en fornøjelse at arbejde sammen med Merete om udviklingen af ny visuel identitet til både Teatercentrum og festivalen. Merete gik til arbejdet med stor respekt og forståelse for den historik og de mange følelser der er forbundet med en sådan proces. Samtidig formåede hun også at skubbe til os, så vi kunne se nye veje, mens det bedste af det eksisterende kunne bevares. Vi er meget glade for resultatet, der stadig lever og udvikles dag for dag.”

Dorte Bebe, direktør Teater Centrum